Menu

Nederlag til Taastrup FC

image
30. august 2020 kl. 09:21
Otterup - Taastrup 1-2 (0-1)

0-1 Lukas Emil Dahl

0-2 Silius Motlagh

1-2 Jonas Djurhuus

 

Det blev desværre aldrig den helt store kamp fra Otterups side, selvom der til tider var meget plads og muligheder for at skabe noget, formåede vi ikke at holde kvalitet i den afgørende aflevering eller afslutning. Samtidig var vi absolut ikke oppe i gear og vi fandt ikke flow i spillet og vi hang i vores tilbageløb, så i bund og grund kan vi ikke tage noget fra Taastrups sejr.

Scoringen til 0-1 kom dog heller ikke som den store overraskelse, selvom det var et noget forkølet skud som fik lov til at gå ind ved fjerneste stolpe. I minutterne efter scoringen var vi heldige ikke at komme yderligere bagud, idet Taastrup havde store chancer og 2 bolde på overliggeren. Vi formåede kun at være lidt farlige på hjørnespark og spillede os ikke frem til de store chancer.

Indskiftningen af Mads Andersen i halvlegen gav lidt mere fremadrettet tryk, og vi fik i perioder af anden halvleg vist noget bedre fodbold, og vi begyndte også at skabe chancer, men samtidig var Taastrup giftige i omstillingerne, specielt når vi blev fanget i ubalance og hang i vores tilbageløb. Det var også en halv omstilling og et godt gennemspillet angreb som sørgede for 0-2, på trods af at Alexander kom i vejen for skuddet kunne bolden lige trille ind over stregen. 

Vi trykkede på efter 0-2, og et hovedstød på overliggeren og flere nærgående forsøg var tæt på at give os en reducering, men vi skulle desværre helt hen til det 92" minut før Djurhuus kunne score efter et større klumpspil i feltet. Tiden slap desværre op og vi ender med at tabe 1-2 til et hold vi på en god dag skal slå.

Vi har ikke meget tid til at fundere over tingene, vi skal nemlig i kamp allerede igen onsdag hvor vi møder Middelfart i pokalen. Middelfart tabte deres første kamp med 0-2 til VSK Århus med Jonas Villemoes i startopstillingen, hvilket nok hellere ikke var en del af deres planer. Så det er to såret mandskaber der krydser klinger onsdag på Nordfyns Bank Arena med kampstart allerede kl. 17:15.