Menu

Tre dejlige point og ny lørdagskamp

image
08. oktober 2021 kl. 19:08

Endnu en hjemmesejr

 

Endelig kunne vi igen sætte tre point i banken. I lørdags var modstanderen Kildemosen BK, som ligesom os havde adskillige afbud til kampen. Derfor var det en anderledes opstilling, vi havde med fra kampens begyndelse, men det skulle ikke hindre spillet på banen.
Mark Tubæk stod for kampens første to mål - og hvilke mål. Efter 5 minutters spil og et par velkendte skudfinter snyder han både forsvaret og målmand med en elegant, loppet afslutning fra kanten af feltet. 1-0. Efter 38 minutter er han igen på spil, da vi får tilkendt et frispark nogle meter fra kanten af feltet. På vanlig vis afslutter han resolut, direkte på mål. Et stykke fra øverste hjørne, men hårdt og velplaceret nok til, at keeperen ikke får blokeret afslutningen.
Midtvejs i anden halvleg bryder Benno bolden på midten og fortsætter selv løbet. Uselvisk sender han Lasse Ras i dybden, der noget selvisk, fire mod keeperen, sparker selv. Heldigvis i mål. 3-0. Med cirka 10 minutter tilbage af kampen erobrer vi bolden på kanten af Kildemosens felt, hvor vi får spillet Victor i dybden, der roligt tager et par sikre træk for efterfølgende at sparke bolden stensikkert i målets højre side. 4-0.  Til slut bør det lige nævnes, at Kildemosen fik reduceret til 1-4 efter lidt rodet spil i feltet efter et indlæg. 4-1 lunede i tabellen, og har bestemt bragt ekstra glæde og motivation ind i truppen til ugens træninger og kamp.

 

Turen går til Odense-forstad

 

I først kommende weekend står den igen på lørdagsbold. Denne gang gæster vi Arkonavej og Østre Boldklub, der også går under navnet ØB. ØB har fået en blandet start på efterårets sæson, hvor det primært er blevet til en masse uafgjorte kampe og en enkelt sejr i seneste spillerunde. Vi ved dog af erfaring, at ingen kampe er nemme, og det forventer vi bestemt heller ikke, at det bliver på lørdag. Ikke desto mindre tager vi til ØB’s Anlæg med en tro på, at vi så småt begynder at finde noget rytme i vores spil. Vi glæder os i hvert fald meget til, at den igen står på fodbold lørdag på Arkonavej. Kig gerne forbi og støt holdet. Vi forventer super efterårsvejr, der svinger omkring 15 grader og til tider sol med en mild vind blæsende fra sydøstlig retning.

ØB-Otterup lørdag kl. 15.00.

Arkonavej 10B

Vel mødt!

Jonas Wind