Menu

Hovedformandenes beretning 2021

image
16. november 2021 kl. 08:32

Hovedformandenes beretning ved generalforsamlingen Nov. 2021

Jeg - Bent Hjortebjerg skal som hovedformand aflægge beretningen fra hovedbestyrelsen for vores gamle forening. Det er den sidste efter 6 år som formand.

Covid19:

Det er svært at aflægge en beretning uden at komme ind på pandemien. Det har været svært at drive en klub i hele perioden. Først nu her i september er tingene blevet ”normale”, med enkelte undtagelser.

Der er brugt enorm tid på løbende at sætte sig ind i, hvad må vi? og hvad må vi ikke? Det har ikke været let at være træner med de restriktioner, som der har været. Små hold, afspritning af bolde, kegler m.v.

Lotte har løbende skulle ændre i forhold til, om man måtte benytte omklædnings-rummene og cafeteriet. Hvor mange må der være i henholdsvis omklædningsrum og cafeteriet?

Det har ikke været muligt at opretholde et klubliv, og det har betydet, at vi har mistet medlemmer i en periode.

Vi lægger meget vægt på, at spillet på banerne ikke er den eneste grund til, at man skal komme i OB & IK. Det har været svært at få et klubliv til at fungere. Det ser nu, langt om længe ud til, at vi nu igen kan dyrke klublivet.

Tilbygning/ændring af klubhuset:

Som de fleste husker, så blev klubhuset afleveret den 1.4. 2020. Som jeg fortalte på den seneste generalforsamling er sagen mellem Nordfyns Kommune og bygherren endt i en retssag. Sagen er endnu ikke afsluttet. Der har været 2 syn og skøn af klubhuset, senest i begyndelsen af august. Entreprenøren er indrømmet en svarfrist til begyndelsen af oktober, men vi afventer fortsat at få svar på, hvad resultatet bliver.

Holdene:

Jeg vil holde mig fra, at fortælle så meget om de enkelte hold. Det gør de enkelte formænd. Jeg vil dog lige nævne vores 1. herre senior, som efter lodtrækning endte i danmarksseriens pulje 2 med udelukkende sjællandske/københavnske hold, og senere et nedrykningsspil, ligeledes med hold fra Københavns området.

Det har været en svær omgang. Det har krævet meget af spillerne, som hver 14. dag skulle afsætte en hel lørdag. Det har været svært at passe ind i familielivet, men tak fordi I ville afsætte tiden. Det har også været en bekostelig affære, som det ses af regnskabet.

Sponsorer:

I år er der sket en stigning i sponsorindtægterne. Det skyldes bl.a., at der er kommet et nyt tiltag, playersponsorater. Det er dejligt, at alle vores sponsorer har holdt ved, selvom der i perioder ikke har været tilskuere til vores 1. holds kampe. Det har heller ikke været muligt at holde arrangementer for sponsorerne. Så tak fordi I valgte fortsat at bakke op med et sponsorat.

Vores ungdomshold har også løbende kunne finde sponsorer til deres tøj, så der ikke skulle bruges af klubbens budget til indkøb af tøj.

Sigurd Larsen er formand for sponsorudvalget og Poul Elmkær er manden i marken til at tegne sponsorater – tak til jer.

Erhvervsklubben:

Året startede med, at der kom 3 nye medlemmer i erhvervsklubben, men da det var umuligt at holde arrangementer meldte de to sig ud ret hurtigt, så der er pt. 18 medlemmer.

Der er kun afholdt et arrangement den 26. juni i år, som var en tur i Cirkusrevyen. Et arrangement som var udskudt af flere omgange.

Året i år tegner allerede meget bedre med et arrangement her i klubben, hvor Nordfyns Bank´s investeringsrådgiver Steffen Nicolaisen fortæller om udviklingen indenfor bl.a. aktiemarkedet. Det skulle have været afholdt i oktober, men er udskudt til januar på grund af manglende tilmeldinger. Der har været deltagelse Fodbold Award i Otterup Idrætscenter, og der kommer mange flere arrangementer i løbet af det kommende året.

Aktivitetsudvalget:

På grund af covid19 har det ikke været muligt at deltage aktiviteter. Vi har kun deltaget få gange ved OB´s kampe på Nature Energy Park. Fodbold Award i oktober 2020 blev aflyst, Øens Hold Cup blev aflyst, ”Grøn” i 2020 og 2021 blev aflyst og Otterup Løbet blev aflyst i 2020.

I et ”normalt” år tjener vi ca. 250.000 kr. ved at deltage i aktiviteter. I dette regnskabsår har vi tjent ca. 60.000 kr.

Medlemmer:

Vi har nu et stabilt antal medlemmer og er klart Nordfyns Kommunes største fodboldklub. I efteråret 2020 gik vi ned i antallet af medlemmer. Her i 2021 har vi fået tilgang af medlemmer, bl.a. er der kommet mange af de helt små spillere.

Vi har nu rundet 50 passive medlemmer.

Motion & Velvære:

I det regnskabs år der er gået, har der være en del nedlukning, og der er mest gået energi med at få alt til at fungere i forhold til de restriktioner, der har været, så medlemmerne har fået de bedste muligheder for at træne.

I forbindelse med nedlukning har en del medlemmer valgt at betale nedsat betaling. Der har været tænkt meget kreativt for at holde hold i gang bl.a. små hold og udendørs træning.

De faste medmedarbejdere har været hjemsendt, og der blev søgt løn kompensation og dækning af faste udgifter, som er godkendt.

Motion & Velvære har mistet ca 15% af medlemmer, men de er stærkt på vej til at få flere medlemmer igen. En stor tak til Bettina og hendes stab i Motion & Velvære.

Tak til Freddy Larsen, som er OB & IK’s repræsentant i Motion & Velvære.

Økonomi:

I løbet af dette regnskabsår har der som altid været stor fokus på økonomien. Det har været et specielt år på grund af pandemien, som har præget regnskabet. Vi har måtte nedsætte kontingentbetaling for 1. halvår af 2021 med 1/3 samt mistet indtægter fra alle vores normale aktiviteter. Der har heldigvis været mulighed for at søge lønkompensation og Coronapuljen for tabte indtægt. Vi har fået i alt ca. 450.000 kr. Vi har haft besøg af Skattestyrelsen, som har gennemgået alle vores bilag over en 2 årig periode. Vi kan konstatere, at Skattestyrelsen ikke mener, at vi overholder gældende regler. Det har kostet. Det betyder også, at vi fremadrettet skal ændre på vores kontrakter. Det kommer til at koste klubben, fordi der i højere grad skal betales a-skat m.v. for flere trænere.

Christina vil senere gennemgå regnskabet.

Multibane/ny kunstgræsbane:

Der har været nedsat en lille arbejdsgruppe bestående af: Søren Eriksen, Brian Simonsen, Sigurd Larsen og jeg selv, som har arbejdet med planerne for yderligere en kunstgræsbane og en multibane. Der har også været deltagelse af skoleinspektør Mads Dahl Davidsen, Sletten Skole.

Sigurd Larsen bragte det op på sidste års generalforsamling, hvor han foreslog, at vi afstod bane 7 for at få en multibane. Det er der arbejdet videre med. Forslaget er fortsat, at vi afstår bane 7 til Nordfyns Kommune mod, at vi får en multibane og en ny kunstgræsbane i stedet for bane 2

Vi har sendt en ansøgning til Nordfyns Kommune. Ud fra budgetforliget kan vi se, at vi ikke er kommet med i anlægsbudgettet. Heller ikke for de kommende år. Vi vil så i hovedbestyrelsen drøfte, hvad vi så kan gøre.

Vi kan uddybe vores arbejde under eventuelt.

”Fodbold for fremtiden”:

OB & IK har indgået et samarbejde med DBU, ungeposten Nordfyns Kommune om et projekt for ledige i alderen 18-29 år. Det er startet den 8. september. De unge skal træne 2 gange om ugen over 26 uger. Formålet er at bringe de unge tættere på uddannelse/arbejde. Det bliver spændende at følge. Det er Knud Sørensen og Kasper Lund, som står for træningsdelen

Frivillig arbejdskraft i klubben:

Sidste år udtrykte jeg en bekymring for antallet af frivillige her i klubben. Jeg er nu endnu mere bekymret for fremtiden med hensyn til at tiltrække frivillige.

Det gælder både, når vi deltager i forskellige arrangementer og i forhold til vores forskellige interne udvalg.

Vi har igennem en årrække stået i boder i forbindelse med OB´s hjemmekampe. Noget som giver langt over 100.000 kr. årligt til klubben. Der skal bruges enorm energi til at finde de ca. 20 personer, som skal deltage. Det lykkes desværre sjældent. Vi kan ikke undvære disse penge. Vi skal have fundet et system, hvor vi belønner de hold, som finder hjælpere mod, at det koster de hold, som ikke finder hjælpere. Det er nødvendigt at alle hold bakker op om denne opgave. Det gælder både ungdoms- og seniorhold.

Internt i klubben mangler der frivillige til at deltage i de forskellige bestyrelser og udvalg. Vi mangler især til aktivitets- og sponsorudvalgene.

Vi skal være flere frivillige, hvis vi fortsat skal drive klubben, som den ser ud i dag.

På grund af, at der trækkes for meget på flere frivillige, er der desværre begyndt at komme indmelding fra frivillige, som ikke ønsker at fortsætte i 2022.

Tak til ansatte og frivillige: Til sidst en tak til alle de frivillige, som hjælper i klubben, og det er rigtig mange. Tusind tak til Lotte og Tommy, Tommy som gerne giver en hånd med. Mange tak til vores mange trænere i såvel senior- som ungdomsafdelingen. Tak til holdlederne.

Tak til Anders Nielsen for økonomidelen.

Tak til Valther for at holde styr på tropperne ved OB´s hjemmekampe. Tak til Ove Nielsen for op kridtning af vores baner. Tak til Henning for tøjvask. Henning har desværre valgt at stoppe med udgangen af 2021.

Tak til vores sponsorer for den økonomiske støtte.

Tak til Frank/Bente for at holde styr på kampafvikling og dommere.

Tak til forældre og andre, som yder en lille eller en stor indsats.

Tak til bestyrelserne og udvalgene for jeres indsats, også en tak til medlemmerne i Hovedbestyrelsen for et godt samarbejde. Der er sikkert nogen, som ikke er nævnt.

Så vil jeg ellers sige tak for 6 gode år som formand. Det har helt overordnet været en god tid. Nu er det tiden til at overlade jobbet til en yngre. Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak for udnævnelsen til årets fodboldleder i 2021. Det har kun været muligt takket være alle jer, som igennem mange år har ydet en stor indsats for klubben. Udnævnelsen skal ses som et stort skulderklap til hele OB & IK. Tak for blomster og vin i lørdags.

Link til dagsorden og valg af poster på den ordinære generalforsamling her.

MVH

Bent Hjortebjerg