Menu

Overtidsdrama skal veksles til sejr lørdag

image
01. oktober 2021 kl. 19:55

TPI slog hurtigt igen

 

Søndagens kamp mod TPI blev en rutsjebanetur med både loop og frie fald. Kampens indledning var med TPI i førersædet. Hurtigt bør det lige nævnes, at skribenten ikke var til stede i kampen, og referatet er derfor skrevet på baggrund af en gennemgang af kampens højdepunkter på VEO(videoinstallation). I det 15. minut afslutter TPI en stjålen bold med et langskud fra kanten af feltet. 1-0. Efter 32 minutter er den gal igen. Efter et flot gennemspillet angreb scorer Tarup på en flad centrering fra venstre side. 2-0, der ligeledes er stillingen ved pausen.
Turen op ad bakken giver som bekendt en rutsjetur ned igen. Og det var præcis som anden halvleg begyndte. Med tyngdekraften på vores side. Kent Jørgensen tager et par gode træk udenom en modspiller og spiller flot på tværs til Seb, der med en elegant hård inderside klasker bolden i mål. Måske med lidt hjælp fra svagt arbejde af keeperen. 2-1. Blot fem minutter senere får Kent endnu en bold i dybden, som han efter lidt klumpspil med keeperen, får sparket i en flad bue uden om til 2-2. Så var der tro på tingene. Turen fortsætter ned. I det femte minut af dommeres tillæg får TPI en stor chance, som Kim tager sig af og efterfølgende sparker bolden op i modstanderens felt, hvor den efter par opspring rammer Benjamin i bøtten, der på fineste vis dirigerer den over keeperen. Ekstase i slutfasen. 2-3. Til Otterup vel og mærke.
MEN…. Minuttet senere, i det 96. spilminut, ender dagens så ellers sjove nedfart op ad bakke. Igen. TPI får slået et indlæg ind i feltet, hvor de udligner til 3-3. Sidste berøring i kampen. Virkelig god moral af holder, men skuffelse til slut, desværre.

Livet går videre - Kildemosen lørdag kl. 13

 

Lørdag er der igen kamp på Nordfyns Bank Arena. Denne gang tager vi imod Kildemosen BK. Jeg husker kun at have mødt Kildemosen en enkel gang i pokalen, hvor vi ikke uden besvær lykkedes med avancement til runden efter. Denne gang er det i Fynsserien, så det er mindst lige så meget på spil. Kildemosen har fået en svær begyndelse med kun 1 point sæsonen. Dette må dog ikke blive en sovepude. Vi glæder os til igen at spille på eget græs, og forhåbentlig bliver det til en masse god fodbold og tre point.
I skrivende stund melder DMI’s seneste prognose om milde 14 grader og gunstige vindforhold. Ingen grund til ikke at møde op. Lotte og co. står klar med varmt og koldt.

Vi glæder os til at se dig/jer kl. 13.00 på Nordfyns Bank Arena.

Vel mødt
Jonas Wind

Luk