Så kom forløsningen….SÅDAN piger

image
30. august 2023 kl. 13:31

Så kom forløsningen….SÅDAN piger

Det blev en dejlig søndag på Østre Boldklubs anlæg, hvor værterne fra ØB tog imod Otterups kvinder i Albaniserien.

Vi skulle have fundet os selv efter svipseren imod Oure. Midlet til dette var nogle justeringer i forhold til spilsystem, en god snak omkring løbemønstre og arbejdsområder for den enkelte. Derudover skulle vi have styr på de indbyrdes aftaler på banen og sikre, at vi stod sammen som hold før - under og efter kampen uanset hvad det skete.

Virkede dialogen så?

JA! i høj grad endda. Fra første fløjt var der lyd på spillerne - gode afleveringer og skarpe løb.

Otterup pigerne var i den grad opsatte på at vise, hvor gode de er som hold og at det dér fodbold er der styr på.

Meget hurtigt gav det optræk til et par chancer dog uden at afslutningerne havde den sidste kvalitet til at give mål.

ØB havde også deres chancer i indledningen, hvor de satsede på dybe afleveringer til deres kanter. Det var Otterup pigerne forberedt på, og de var dygtige til at afvise angrebene. De få muligheder der førte frem til en reel afslutning blev godt afværget af forsvarspillerne samt en godt spillende Cecilie Mølborg i målet.

Efter 19 minutter kom så målet. Vores velfungerende defensive midtbane bryder et ØB angreb midt på vores halvdel og Karoline Jensen sendes alene afsted med en god dyb stikning imellem deres forsvarsspillere. Et par gode berøringer og alene med ØB keeperen viser hun køligt overblik og spiller uselvisk bolden på tværs til Simone Hansen, som med en rolig inderside gør stillingen til 0-1.

Blot 5 minutter senere bliver det til 0-2 på mål af Karoline Jensen efter en god aflevering fra Emma Vanggaard, som arbejdede benhårdt på midtbanen i første halvleg.

Resten af halvlegen forsøgte vi fortsat at holde i bolden og skabe kvalitet fremadrettet stilstand og fight på midten af banen. Der var fortsat optræk til chancer til begge hold, og med til historien hører, at Simone Hansen og Freya Rødekilde havde nogle gode forsøg på mål - desværre uden yderligere scoringer.

I pausen var der godt humør - fokus på at kampen ikke var overstået og at vi skulle fortsætte fra anden halvlegs start.

Til kampen havde vi 3 keepere med hvilket medførte at 2 af dem skulle have spilletid som markspillere.

Fra 2. halvlegs start kom Laura Hansen på banen på højre kant og senere i halvlegen blev det Kathrine Tolderlunds tur som angriber. De greb chancen og det var super gode præstationer i betragtning af, at de typisk ikke træner med i spillet ude på banen - stærkt!

Starten på 2. halvleg er på ØB’s præmisser. Vi kommer til at stå lidt dybt og spiller nogle svære pasninger, som desværre bevirker, at vi i en periode løb meget efter bolden. I tillæg sker der også dét, at ØB får reduceret på en lang høj bold.

Heldigvis reagerer Otterup pigerne ved at steppe op - spille med fornyet energi og der lægges lige 10-15 % mere præcision i afleveringerne.

Derfor var det også fuldt fortjent, at Simone Hansen nogle minutter efter reduceringen fordoblede sin egen målkonto med målet til 1-3 efter solidt forarbejde af Simone Nielsen.

Herefter var vi i ret god kontrol og kunne med lidt held have fået lukket kampen endegyldigt. Især Simone Hansen på venstre kant havde nogle gode gennembrud og kæmpede generelt hårdt med ØB forsvarerne.

Men som det ofte ses når et hold ikke får lukket kampen, så fik ØB reduceret endnu engang - fuldstændig ud af ingenting. Det betød, at de sidste 15-20 minutter blev en åben slagudveksling på banen.

Der blev derfor også taget en dyb vejrtrækning, da dommeren besluttede sig for at 94 minutter var nok for idag.

En fortjent sejr til pigerne og nu ser vi frem imod nogle gode træninger inden næste kamp mod OKS på hjemmebane næste lørdag.

 

Kampens spiller blev Simone Hansen - valgt af spillere/trænere - for en virkelig god indsats både defensivt og offensivt. Kampen igennem udfordrede hun ØB forsvaret og krydrede indsatsen med 2 scoringer samt en masse indlæg i feltet.

Luk